§ 1: Navn og hjemsted
Stk. 1: Foreningens navn er ”Senior IT Fredensborg” forkortet til: ”FS-IT”. Foreningen har CVR. nr.: 35176403.
Stk. 2: Foreningens hjemsted er: Fredensborg kommune.
§ 2: Formål
A: Foreningens formål er at fremme forståelse af digitalisering og brug af IT hjælpemidler hos hos seniorer over 60 år med fast bopæl i Fredensborg kommune
B: Gennem videreudvikling
hos supporterne kan vi tilbyde løbende efteruddannelse hos foreningens
kursister.
C: Senior IT Fredensborg tilrettelægger undervisning for ældre borgere i form af undervisning og foredrag omkring IT i uforpligtende samarbejde med andre organisationer og det offentlige.
D: Foreningen arrangerer socialt samvær og samarbejdsgrupper omkring IT problematikker mv.
E: Foreningen arbejder for Seniorer hjælper Seniorer.
§ 3: Medlemskab af organisationer
Stk. 1: Senior IT Fredensborg er ikke medlem af en landsforening.
Stk. 2: Senior IT Fredensborg er medlem af og samarbejder med Frivilligcenter Fredensborg omkring lokaler til undervisningsformål.
Stk. 3: Foreningens medlemmer er frivillige It-supportere, som kan arbejde på kommunens It-cafe. Samtidig underviser It-supporterne seniorer i Senior IT Fredensborg.
§ 4: Medlemskreds
Stk. 1: Som medlem optages enhver, som har evne til at arbejde for foreningens formål.
Stk. 2: Indmeldelse sker ved henvendelse til foreningens formand eller kasserer. Medlemskab er først gyldigt, når der er indbetalt indmeldelsesgebyr.
Stk. 3: Som medlem af Senior IT Fredensborg kan optages frivillige, der ønsker at yde en indsats i forbindelse med foreningens formål.
Stk. 4: Indmeldelsesgebyr betales af It-supporterne - en gang for alle. Beløbet fastsættes af generalforsamlingen. Medlemskab giver adgang til generalforsamling og sociale arrangementer så længe medlemmet yder en aktiv indsats for foreningen.
Stk. 5: Et medlem, der ikke længere ønsker at være aktiv i foreningen vil blive udmeldt efter seks måneders passivitet. Hvis særlige omstændigheder foreligger, kan bestyrelsen dispensere fra denne regel.
Stk. 6: Udmeldelse kan ske ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem med øjeblikkelig virkning.
Stk. 7: Medlemmerne er
dækket af en erhvervsansvarsforsikring i det omfang det med sikkerhed kan
godtgøres, at foreningen kan gøres erstatningsansvarlig for skade. For dækning
gælder de regler, der er opsat i forsikringen omkring ansvar for foreninger
herunder personskader.
§ 5: Generalforsamling
Stk. 1: Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2: Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned og indkaldes med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelse sker ved fremsendelse af mail til medlemmer og offentliggørelse på foreningens hjemmeside.
Stk.3: Forslag, der ønskes forelagt for generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 30 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 4: Stemmeret på generalforsamlingen har aktive frivillige i foreningen. Indbetalt indmeldelsesgebyr skal være modtaget senest ugedagen forinden ordinær generalforsamling. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 5: Dagsorden for ordinær generalforsamling:
1. Valg af dirigent og eventuel valg af stemmetællere
2. Formandens beretning
3. Regnskabsaflæggelse
4. Fastsættelse af kursusgebyrer og indmeldelsesgebyr
5. Godkendelse af næste års budget
6. Indkomne forslag
7. Valg af formand
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer i henhold til § 7, stk. 1, punkt B og C
9. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter
10. Valg af revisor
11. Eventuelt
Stk. 6: Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 7: Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot en mødedeltager eller af dirigenten.
Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftligt afstemning.
Stk. 8: Suppleanter deltager på bestyrelsesmøder uden stemmeret.
§ 6: Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det overfor for formanden.
Stk. 2: Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes seneste 4 uger efter, at anmodningen er kommet formanden i hænde.
Stk. 3: Indkaldelsesfristen er 2 uger.
Stk. 4: Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen ønsker at høre forsamlingen i en vigtig sag.
Stk. 5: Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis der skal ske ændringer i vedtægterne. Dagsorden skal indeholde information om den paragraf, som skal ændres og den tidligere tekst og forslag til den fremtidige tekst skal fremgå af indkaldelsen.
Stk. 6: Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis foreningen skal opløses. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling kan ske enten af bestyrelsen eller med 3/4 af medlemmer i foreningen.
§ 7: Foreningens daglige ledelse
Stk. 1: Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, som består af 5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for 2 år af gangen.
A: Formanden vælges hvert år på generalforsamlingen.
B: To bestyrelsesmedlemmer vælges på lige år.
C: To bestyrelsesmedlemmer vælges på ulige år.
Stk. 2: Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger næstformand, kasserer og sekretær. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk. 3: Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingsbeslutninger.
Stk. 4: Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Der kan nedsættes underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk. 5: Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede.
Stk. 6: Formanden - og i hans fravær næstformanden - indkalder og leder bestyrelsesmøder.
Stk. 7: Indkaldelse sker skriftligt via mail med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt eller mindst 3 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske herom det over for formanden.
I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 8: Formanden drager omsorg for, at der føres protokol/referat over bestyrelsens forhandlinger/beslutninger.
§ 8: Regnskab og revision
Stk. 1: Foreningens formue anbringes i et anerkendt pengeinstitut.
Stk. 2: Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget og regnskab.
Stk. 3: Regnskabsåret følger kalenderåret. Regnskabet føres af kassereren eller anden person, der er udnævnt til det. Kassereren skal signere alle bilag i regnskabet sammen med formanden.
Stk. 4: Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer. Revisorpåtegnet regnskab bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen.
§ 9: Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1: Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i foreningen, der ikke må være nært beslægtet med formanden.
Stk. 2: Foreningen må ikke stifte gæld.
Stk. 3: Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§ 10: Habilitetsregel
Et medlem af foreningen eller bestyrelsen kan blive ekskluderet, hvis det konstateres, at der er sket en modarbejdelse af foreningens virke og samarbejde. Bestyrelsen kan anmode om børneattest, hvis det skønnes nødvendigt.
Er der tale om et medlem af bestyrelsen, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, hvor eksklusion skal vedtages.
§ 11: Opløsning
Stk. 1: Foreningens opløsning kan kun ske på en generalforsamling indkaldt med dette for øje, med 3/4 af de fremmødte stemmer for forslaget.
Stk. 2: Eventuelt overskud/formue/materiel går ved opløsning af foreningen til følgende almennyttige formål: Frivilligcenter Fredensborg.
Dato og underskrift
Således vedtaget på generalforsamling den 28. april 2016.
Mikael Blak, dirigent
Jette Ankerstjerne, formand
Preben Goth, næstformand
Jette Nielsen, kasserer
Erik Ankerstjerne, sekretær
Jørgen Bonde Nielsen, bestyrelsesmedlem